Offshore banking and asset management

                                                    

Home Up Services Products Contact Become a Client Search Legal

Forex : Realtime Forex offers forex trading online - 24 hour currency trading. Forex. Foreign exchange market.

 

 

 

 

Here you can find publications made by Keyinvest. Every sunday Keyinvest will publish the “weekly comments on the markets”. You can get this my mail if you wish.



 

AKTIEKOMMENTAR - UGE 9 2006.

Fredag den 03. Marts 2006.

 Aktiebørserne har haft en lidt urolig uge som følge af turbulens i især Google aktien. Japan konsoliderer sig og forbereder en ny offensiv, mens Wall Street langsomt er på vej til også at deltage i en optur for aktiemarkederne. Europa har fortsat en positiv trend men holdt pause i denne uge. Danmark er ramt af usikkerhed og en ventefase i APM op til regnskabet (29.3.) med de opdaterede forventninger, hvorfor aktierne er fastlåst i det samme trading range (385-400). Uanset dette problem er tendensen svag positiv.

 Tilbageblik – uge 9

Kursudviklingen har været meget svingende i ugens løb. C20 indekset er samlet steget 0,5 %. Ugens vigtigste begivenhed på aktiebørserne var en ny omgang med uro omkring Google (markedsværdi 111 mia. USD!!) og andre aktier i denne kategori af internetservices. Imidlertid blev der kun tale om et dyk og ikke en accelererende korrektion nedad, hvorfor de pågældende aktier forbliver ekstremt dyre og Down Side Risk er derfor fortsat et latent problem. For de samlede værdier (formuer) er betydningen ikke så stor, men især Google har været et Hot navn, som har tiltrukket sig mange spekulative penge, der nu er i fare for en rundbarbering.

NASDAQ præsterede til trods for denne uro og turbulens dagen efter en pæn optur, der placerede kursniveauet helt oppe på udbrudspunktet ved 2.320, så forvirringen er stor på markedspladsen.

Olieprisen bevæger sig langsomt opad, og Brent koster ca. 63 USD. Den europæiske Centralbank, ECB, forhøjede i går sin vigtigste rentesats med 0,25 til 2,50 %. Selv om det var forventet, medfører negative nyheder alligevel ofte pres på aktiemarkedet på helt kort sigt.

I Danmark ligger aktierne indespærret i intervallet 385-400 (smalt defineret) med en svagt stigende tendens. Den positive, langsigtede trend er afløst af en pause med konsolidering, og investorerne foretrækker kortsigtede ordrer af Køb-og-Sælg-igen typen frem for Køb-og-Hold. Det medfører et følsomt marked med ryk op og ned uden afgørende fremdrift. APM aktien er her placeret i en ren venteposition, idet uenigheden er stor omkring rederiets indre styrke til at håndtere den nedgang i transportpriserne, der er indtrådt siden november sidste år.

Forrige uges vilde spekulation i Vestas er fuldstændigt ophørt, og aktien er gledet baglæns ned mod 130, hvorefter en ny positiv reaktion er ved at blive påbegyndt. Her ventes ligeledes på sikre meldinger om den store koncerns helbredsmæssige tilstand og fremtid.

FLSmidt har modtaget nye store ordrer (som afspejler højkonjunkturen for bygesektoren), men aktien er prissat særdeles højt, hvilket helt kan forandre planen om frasalg fra hovedejerfamiliernes side i retning af en mere diffus og individuel løsning i stedet for at finde en ny storaktionær.

Samlet har det været en uge præget af lidt forvirring angående risikoen for et dyk i Internetaktierne samtidig med at den underliggende tendens er svag positiv.

Ugen der kommer – uge 10

Overordnet peger tendensen i positiv retning, men vi er fortsat inde i en fase med ”opvarmning” i USA og Japan, mens Europa som helhed bevæger sig i en pæn positiv trend. Aktiemæssigt er USA slet ikke vågnet op til dåd endnu, men der er tydeligt tegn på lyst til fornyet aktivitet. I Japan er der derimod tale om en opbremsning med konsolidering efter den meget kraftige optur siden parlamentsvalget midt i september. Et nyt ryk opad forekommer sandsynligt, og her kan kalenderen få betydning, idet japanerne anvender 1.4.-31.3. som regnskabsår. Vi nærmer os dermed statusdagen.

Økonomisk begynder Japan og Tyskland at udvikle sig positivt, hvilket smitter af på andre lande - i Europa på EU som helhed. Optimisme har normalt en afsmittende effekt. USA fastholder sin vækst på rundt 3 %, mens Asien buldrer af sted i et meget højt tempo.

Ugen har budt på en interessant udvikling omkring Suez selskabet i Frankrig. Her søges gennemført en fusion med Gaz de France, hvilket dog anfægtes fra italiensk side, da ENEL el-selskabet er ivrig for at erhverve Suez. Nu er der gået politik i sagen, men økonomisk afspejler det integration i forsyningssektoren i Europa på tværs af grænserne. I forvejen er flere aftaler allerede gennemført, og tyske E.ON forsøger at købe ENDESA i Spanien for hele 225 mia. DKK. Spørgsmålet er så, hvornår teleselskaberne åbner for deres bal.

Den store engelske glaskoncern Pilkington har accepteret et 2,6 mia. GBP bud fra japanske Nippon Sheet Glas, mens Dubai Ports må finde sig i amerikansk modstand omkring sikkerhedsproblemer for de havne P&O Ports besidder i USA. Sagen vil næppe forhindre DP’s køb af P&O til ca. 40 mia. DKK.

Der er således rimelig gang i transaktionerne med Take Overs. Regnskaberne er derimod ved at tynde ud i omfang, og dermed åbnes lidt op for den traditionelle problemfase for den sidste måned i hvert kvartal: nervøsiteten vokser op til de nye regnskaber, samtidig med at medierne må udfylde de nyhedsfattige, tomme sider med gammelt Round Up stof, der søges drejet lidt eller sat helt på spidsen for at gøre gentagelserne interessante. Det giver anledning til mange fejlbehæftede reaktioner på Børsen, hvor aktier for anden gang påvirkes af de samme nyheder.

I Danmark drejer udviklingen sig om at få afsluttet konsolideringsfasen og et udbrud igennem 400-modstanden. Her er der imidlertid kun lille styrke i APM aktien, der blot venter på regnskabet 29.3. Dynamikken er generelt set beskeden i disse dage, hvor Børsen mest ligner et venteværelse, ”hvor en og anden bevæger sig lidt rundt for så at sætte sig igen”.

Den kommende uge byder på regnskab fra William Demant og Torm samt generalforsamlingen i Novo Nordisk. WD vil med regnskabet have en ideel mulighed for at åbne et frieri til GN, men den slags er jo altid en tung proces at få indledt. Der skal to til tango. Torm har rekordstort overskud i udsigt for 2005, men en afmatning i indeværende år må imødeses – selv om niveauet fortsat vil være højt og fuldt tilfredsstillende opgjort som forrentning af egenkapitalen. Mest interessant bliver eventuelle tiltag til forandring af den fastlåste situation omkring aktierne i D/S Norden.

Generalforsamlinger er jo i reglen fuldstændigt betydningsløse, formelt betingede paradeforestillinger. Hos Novo Nordisk er opmærksomheden denne gang rettet mod Mads Øvlisens fratrædelse som bestyrelsesformand – en post i forlængelse af positionen som administrerende direktør, der samlet dækker 25 år. For første gang nogensinde skal selskabet drives uden familien placeret direkte i en afgørende magtposition.

Udsigten for den kommende uge er positiv. Efter vores opfattelse vil opvarmningen til et udbrud i opadgående retning i både Japan og USA kunne føre til forsøg herpå i den nærmeste tid. Europa bør dermed kunne få lidt rygvind til at fortsætte den positive trend. Danske aktier vil fortsat halte bagefter indtil APM aktien får gang i en holdbar, positiv kursudvikling.

Økonomiske nyheder – uge 10

Mandag har EU tal for detailomsætningen i januar.

Tirsdag offentliggøres ingen økonomiske nøgletal.

Onsdag har USA den ugentlige opgørelse af olieforsyningen.

Torsdag holder Bank of Japan rentemøde, ligesom Bank of Englands beslutning ved rentemødet dagen tidligere præsenteres. USA fremlægger tal for økonomiens svageste punkt, handelsbalancen.

Fredag udsendes arbejdsmarkedsrapporten (februar) i USA.

Selskabsnyheder – uge 10

Mandag har Bayer, Linde og HSBC banken regnskab.

Tirsdag udsender William Demant regnskab i lighed med TopoTarget. SAS og easyJet har trafiktal for februar. VW præsenterer årsregnskab.

Onsdag kommer der regnskaber fra Torm, H+H, NeuroSearch, Nordisk Solar og Expedit. Udenlandske regnskaber består af Credit Agricole, EADS (hoveddeltager i Airbus konsortiet)og VNU.

Torsdag har vi følgende danske regnskaber: Codan, ITH, NKT, Mols-Linien, NTR, Columbus og Nordicom. Royal Sun Alliance (Codans moderselskab) offentliggør ligeledes Q4 tal ligesom E.On, REpower, Suez, Aegon og Fortis plus amerikanske National Semiconductor.

Fredag udkommer ingen væsentlige regnskaber.


AKTIEKOMMENTAR - UGE 8 2006.

Fredag den 24. februar 2006.

 Børserne ligger overalt i verden på uforandret niveau, men optimismen synes at ligge klar til udbrud. Nye store Take Over tilbud er fremkommet uden at det har medført antænding af eufori på børsmarkedet. I Danmark ligger aktierne midt i C20 intervallet 385-400. Carlsberg skuffede med et regulært udrensningsregnskab, mens GN aktiens kursfald forekommer at være ren børstumult. Vestas er desuden kraftigt stigende med forlydender om en forestående markant ændring af kapital- og ejerforholdene, men ingen informationer foreligger så spekulationen florerer i dette vakuum.

 Tilbageblik – uge 8

I denne uge er situationen igen skiftet med svag fremgang i Europa og en marginal negativ afvigelse i USA. Japan har genvundet positionen lige over 16.000 opgjort for Nikkei indekset, men det afspejler alt andet end stabilitet. En test ned mod 15.000 har været forsøgt, og kurserne bevæger sig således sidelæns i et uroligt konsolideringsmønster.

 Danmark har ligeledes haft et livligt marked selv om hele niveauet kun er steget 0,5 %. Vi kryber langsomt op ad i den øvre del af det gældende Trading Range, der kan defineres smalt som 385-400 og bredt ned til 380 (lukkede fredag i lidt over 394).

 Regnskaberne har været udgangspunkt for voldsomme kursmæssige reaktioner og handel. Uenigheden investorerne imellem er stor i øjeblikket. Det er udgangspunkt for stor omsætning. Samtidig præges kursudviklingen af mange helt kortsigtede investorer, hvoraf en betydelig del må anses for forholdsvis nye på markedspladsen. Denne struktur medfører hidsige og hurtige reaktioner i tilfælde med negative nyheder eller kursfald som teknisk peger i retning af salgssignaler. Dermed udløses disse hurtigere, og resultatet er et mere følsomt marked der Zig-Zag’ger op og ned med stor omsætning.

 Carlsberg kom med en flov resultatopgørelse, hvor opmærksomheden ikke blev rettet mod driften men derimod på en veritabel udrensning i bogholderiet af hele 1,9 mia. kr. i ekstraordinære poster. Blodbadet, som må bekymre enhver revisor og andet begavet menneske med forstand på regnskaber, sker i ly af XO-gevinster fra salg af Hite aktier (koreansk bryggeri) og ejendomme. De to ting har imidlertid som udgangspunkt intet med hinanden at gøre, og så kan man efter behag mene at der er tale om lapning af gamle hulle (egenkapitalen har været 10 % for høj tidligere!) eller en metode til at opnå højere ordinær indtjening fremover ved at indføre lavere værdier i regnskabet. Aktien dykkede men har næsten genvundet sin værdi igen.

 GN blev udsat for en lignende negativ reaktion, men her var grundlaget dog mere tvivlsomt. Regnskabet ramte næsten lige i øjet, og forventningerne ligeså, men panikken greb nogle aktører og flokmentaliteten sendte aktien i dørken. Herefter har kurserne så på ny indledt en stigning. Eksemplet viser lemming-effekten i fuld skala.

 Nordea kom med et pænt resultat og her er der tale om en svensk domineret aktie, hvorfor den systematiske negative modtagelse af regnskaber uanset indhold som en ny dansk stil ikke udfoldede sig.

 Vestas har været ugens højdespringer. Rygter og mediesnak omtalte torsdag muligheden for at Shell vil overtage selskabet, men den udgang på selskabets antageligvis vanskelige situation er næppe sandsynlig. Optimismen hos børsfolket fejler ikke noget i øjeblikket, og en del investorer ignorerer fuldstændig virksomhedens mistrøstige forfatning til fordel for chancen for et eventuelt bud. Vi anser denne adfærd for halsløs, men den sidste fantast er jo ikke født endnu, så et bud til overpris på Vestas er teoretisk set muligt. I praksis mener vi dog at realiteterne ser fuldstændig anderledes ud.

 Samlet har det været en begivenhedsrig uge på børserne, hvor USA har stået lidt i skyggen med sivende kursniveau. I Danmark udgør den stigende tendens det interessante moment.

 Ugen der kommer – uge 9

Nyhedsstrømmen af Q4 regnskaberne er ved at ebbe ud i udlandet, mens vi i Danmark først nu står overfor den store serie af mellemstore selskaber. Sidst af alle kommer APM (29.3.). Vestas ligger placeret med sit 2005 regnskab på samme dag. Inspirationen fra denne side får derfor mindre vægt i den kommende tid. I forhold til den traditionelle udvikling med voksende nervøsitet i kvartalets sidste måned er situationen dog denne gang væsentligt anderledes.

 Take Over aktiviteten er nemlig ved at komme i gang med Q4 regnskaberne som frisk opdateret grundlag for beslutninger om køb og salg i den helt store dimension. Vi forventer et særdeles livligt år på denne front, og den vil kunne sætte skub i tilgangen af nye investorer og øget aktieandel fra de tunge institutioners side.

 Renten er svagt stigende, og her må påregnes en væsentlig forandring. Mens Federal Reserve Bank og Bank of England har anført en proces i denne retning, så har det frie marked virket som en træghedsfaktor. Nu vil rollefordelingen formentlig skifte om, således at markedsrenterne vil føre an og centralbankerne i stedet regulere efterslæbende i opadgående retning. Spørgsmålet er så udviklingens tempo og faktiske forløb. Jo tidligere processen indledes for alvor, des blødere kurve og dermed beskeden risiko for en pludselig eksplosion. Omvendt såfremt markedsrenterne forbliver upåvirket i lang tid, hvorefter der akkumuleres risiko for et regulært Blackout, der kan ramme obligationsmarkedet som et chok efter mangfoldige år med fred og ro i et så stort omfang, at investorerne ikke anser kursudvikling som et problem men en envejsgevinst.

 Olieprisen er en Joker i dette store spil, hvor de ydre omstændigheder ellers er positive. Uro i Nigeria og en alvorlig eskalering i Irak indebærer frygt for reduktion i tilgangen af råolie. Markedet er meget nervøst.

 På det danske marked er vi fortsat låst fast inde i 385-400 intervallet. APM aktien presses af frygt for en – formentlig kortvarig – periode med prisfald for containertransport. Vi mener, at Maersk Line står markant bedre under en sådan udvikling i markedsforholdene end andre og mindre rederier, men aktien skal angiveligt indstille sig på at absorbere nye angreb af pessimisternes side.

 Vestas er den mest spændende aktie, hvor udviklingen afhænger af selskabets fremtid, der synes at være inde i en afgørende fase.

 Internationalt er udviklingen ligeledes vandret og uden tydelig positiv fremdrift. Japan ser ud til at samle kraft til forsøg på en ny optur, og dermed at konsolideringsfasen nu er ved at blive afsluttet. Finansåret i Japan udløber 31.3., hvilket ofte medfører øget aktivitet her op til. Det kan blive en ny milepæl. På Wall Street er der ligeledes tilløb til forsøg på gennembrud opad - uden at det endnu er lykkedes. Europa klarer sig derimod væsentligt bedre, og optimismen i Tyskland ser således ud til at blive styrket i et sådant omfang, at det er ved at udgøre en trend og ikke blot en tendens. Desværre må vi påregne, at Danmark vil forblive indelukket lige under udbrudspunktet (400 for C20 indekset) indtil APM får afsluttet sin svaghedsfase. I værste tilfælde kan det indebære, at nyhederne i forbindelse med 2005 regnskabets præsentation først skal foreligge før der bliver Grønt for fremkørsel.

 Økonomiske nyheder – uge 9

 Mandag fremkommer ingen økonomiske nyheder.

 Tirsdag offentliggøres en ny (anden af i alt tre) udgave af det amerikanske BNP tal for Q4, dvs. vækstraten. Desuden er der opgørelser for forbruger – og erhvervstillid.

 Onsdag har EU en opgørelse af arbejdsløsheden og erhvervsbarometertal. USA har en interessant information angående bilsalget i februar (vigtig for GM og Ford) såvel som den ugentlige status for energiforsyningens udvikling.

 Torsdag holder ECB rentemøde. Tyskland har desuden en opgørelse for detailsalget i januar.

 Fredag udsendes i USA den såkaldte Michigan forbrugertillidsundersøgelse.

 Selskabsnyheder – uge 9

Mandag har Sjælsø Gruppen og Luxor regnskaber. I Europa gælder det Alliance & Leicester og Old Mutual (køberen af Skandia).

Tirsdag udsender TrygVesta sit første årsregnskab som børsnoteret selskab. Andre danske virksomheder er ØK, Parken, Thrane & Thrane, Lån & Spar Bank, Ambu, Capinordic, Live Networks, Dantax, Spæncom og Lollands Bank. Europæiske regnskaber omfatter Axa. Fra USA er der tal fra H.J. Heinz.

Onsdag kommer F.L. Smidth med regnskab i lighed med Søndagsavisen, Jeudan og EBH Bank. Bouygues og Vivendi Universal er europæiske regnskaber.

Torsdag har vi i Danmark resultat fra Lastas. Europæiske regnskaber kommer for Deutsche Telekom, Adidas-Salomon, Swiss Re, Dexia og Arriva.

Fredag består de danske regnskaber af Royal Unibrew (Bryggerigruppen) og Denka. Degussa har ligeledes regnskab, mens British Airways oplyser sine trafiktal for februar.

AKTIEKOMMENTAR - UGE 7 2006.

Fredag den 17. FEBRUAR 2006.

 Et uforandret marked har kendetegnet Europa og Danmark. USA er nu ved også at indlede en positiv udvikling, og Dow Jones er brudt igennem 11.000. Japan samler kræfter til en ny optur. APM aktien er udsat for negativ omtale og kurspres, hvilket lammer C20 udviklingen midlertidigt. Der er ellers positiv kursudvikling i flere aktier i mellemgruppen. Carlsberg og GN aflægger regnskab i den kommende uge, der indledes mandag med amerikansk helligdag.

 Tilbageblik – uge 7

Strukturen i opdriften for aktierne har ændret sig i ugens løb, idet USA nu har opnået lidt synlig fremgang, mens Europa ligger stille og Japan er gledet tilbage. Sidstnævnte hopper rundt på stedet ved 16.000 i værdi for Nikkei indekset.

 De ydre forhold er svagt positive med stabilitet på rentesiden og let nedadgående oliepris. Den nye topchef for centralbanken Fed, Ben Bernanke, har holdt tale for Kongressen. Helt som forventet er der ikke udsigt til forandringer under hans regimente. Renten vil stige i USA, så langt Fed kan bestemme dette - men i et roligt forløb. Samtidig fortsætter regnskaber og udbyttebetalinger med at fremkomme med positivt indhold, hvilket suppleres af aktivitet med Take Overs. Der er desværre ingen store opmærksomhedsskabende (spektakulære) transaktioner, men udbuddet af aktier drænes støt og roligt som følge af denne strukturforandring. Både Equity Funds og andre selskaber i de forskellige brancher er interesseret i at foretage opkøb.

 Regnskabet fra Danske Bank indeholdt en interessant udmelding, nemlig at Danica (liv & pension) nu gearer op for aktieinvesteringerne med sigte på 25 % som andel. Det er typisk med denne form for efterslæbende adfærd i takt med at kurserne allerede er steget, men det er en udmærket indikation af tilgang af yderligere efterspørgsel på aktier. Hvis obligationer finder ind i en blød, sivende trend, vil penge for alvor blive omdirigeret fra Bonds til Stocks.

 Nyhederne er sparsomme med pæne bankregnskaber som hovedindholdet i Danmark. Denne stribe af meget ens udfald bliver hurtigt kedsommelig læsning, men det er naturligvis i sig selv udmærket. Kursudviklingen på det danske marked har været præget af negativ stemning omkring APM aktien, idet omtale af pressede fragtpriser for containere har ført til udsalg af aktier. Sandsynligvis overdrives pessimismen, og under processen af den slags udsving er altid ubehagelige. Fix handel (short selling) indgår i hele dette gedulgte spil, hvorfor opturen for aktien til gengæld kan blive brat når vendepunktet indtræder. Aktier går op og ned i pris, og rederiaktier svinger typisk kraftigere end andre selskaber.

 Mellemgruppen af C20 aktier oplever øget interesse trods den generelle mathed forårsaget af APM aktiens negative periode. GN, Carlsberg og Coloplast har således opnået nye toppriser i denne uge, mens Lundbeck sandsynligvis nu har passeret bunden. Den mest positive nyhed kom fra Coloplast, der overdrager sit amerikanske salgsselskab for hovedvarerne stomi- og kontinensprodukter til en stor serviceleverandør i sundhedssektoren. I stedet bliver selskabet underleverandør, hvilket bør kunne give chance for en markant stigning i salget. Reaktionen på børskursen var dog kun et kortvarigt løft og herefter ren ligegyldighed.

 Samlet har det været en kedsommelig uge med stabilisering i intervallet 385-390 for hovedindekset.

 Ugen der kommer – uge 8

Ugen får en stilfærdig åbning som følge af USA’s helligdag, Presidents Day. Aktørerne på markedet er til gengæld tilbage i fuldt omfang efter at en del personer har været væk fra pladsen i denne vinterferieuge.

 Nyhedsstrømmen er fortsat vigtigst fra Europa, hvor der er ved at komme gang i regnskaberne. I Danmark gælder det Carlsberg og GN med Nordea som en lidt særpræget aktie, der nu om dage er mere svensk end dansk. Mens Carlsberg allerede har bebudet et lavt resultat som følge af tilpasningsudgifter, så er udviklingen i GN mere følsom. Udsvingene i salget af Headsets til både kontorer og mobiltelefoner er et fuldblodseksempel på moderne forbrugsgoders svingende forhold. Sandsynligvis har GN oplevet markant fremgang i salget, og gennemslaget på indtjeningen kan dermed blive tydelig og give håb om markant profitstigning i 2006. Imidlertid arbejder man hele tiden under et hårdt og uberegneligt pres i konkurrencen, idet mere smarte produkter fra andre udbydere pludseligt kan standse fremgangen. Det helt store spørgsmål er dog om regnskabet samtidig bliver indledningen til et udspil fra anden side angående et bud på køb af GN. En dansk løsning med William Demant som centrum kunne tænkes, og myndighederne vil sandsynligvis acceptere en sådan sammenslutning, da de to selskaber står stærkt på forskellige markeder. Med GN tilbage tæt på topform i driften er ideen i at gå sammen ikke længere forhindret af usikkerhed. Gevinsten skal især udgøres af en så markant styrkelse i positionen over for forhandlerne, at processen med opkøb og integration af disse helt standses. Denne udvikling er nemlig yderst uheldig for fabrikkerne men til gavn for distributørerne.

 Generelt forventer vi et højt aktivitetsniveau i år for Take Overs. I Danmark er der dog ikke udsigt til så mange tilfælde, men til gengæld kan de blive mere interessante. For aktiemarkedet som helhed indebærer det udsigt til fragang af ”materiale”. Samtidig udloddes pæne udbyttebeløb, hvor olieselskaberne topper op med ekstra rund hånd. BP Amoco er her i spidsen, men Statoil understreger også de gode år ved at supplere det normale og stigende udbytte med en ekstra betaling. Konklusionen er, at der skal reinvesteres flere penge på et marked med reduceret mængde i udbud, og denne udvikling i balanceforholdet tilsiger højere kurser.

 Den finansielle spekulation og risikovilje er desuden markant stigende. Hedge Funds og blødere udgaver i form af gearede spekulationsselskaber har opsamlet penge helt ude ”hos mor Karen”, og denne aktivering af ellers slumrende formuer indebærer naturligvis ekstra opdrift i den varmluftsballon som aktiemarkedet af natur udgør. Selv pensionsforvalterne forøger aktieandelen, hvilket vil blive yderligere forstærket i det øjeblik obligationerne for alvor begynder at få kurskurven til at pege ned ad. I så fald flygter de hurtige penge ud af Bonds og ind i aktier, mens de tunge aktører nøjes med at foretage nyplaceringerne det rigtige sted.

 Især udviklingen for aktierne i USA giver anledning til optimisme. Landet er nu ved at vågne op til dåd efter et rent nul-år i 2005. Europa fastholder en klar positiv trend. Asien udvikler sig positivt med grundlag i den høje vækst. Japan er udsat for en opbremsning og konsolideringsfase omkring 16.000 for Nikkei indekset, men her kan et nyt spring opad forventes.

 I Danmark drejer udviklingen for C20 indekset sig primært om APM aktiens negative situation. Den ligger underdrejet og udsættes for angreb i form af Fixere, hvilket får rigtige investorer til at begynde med at miste modet. Det er et klassisk dilemma: har markedet ret, eller skal man fastholde tilliden til virksomhedens imponerende styrke og evne til at udvikle sig positivt? Vi mener sidstnævnte vil sejre – om ikke før så i sandhedens time, der bliver offentliggørelsen af 2005 regnskabet den 29. marts.

 C20 er derfor gået i stå i 380-400 intervallet, men udviklingen i især mellemgruppen af aktier (Coloplast, GN, Carlsberg, G4S, Danisco, Lundbeck, Novozymes, Torm) er særdeles lovende. Potentialet her tyder på brud opadgående igennem 400, så snart APM genvinder en positiv retning, dvs. når angrebsbølgerne er overstået. Fixerne skal så tilbagekøbe de manglende aktiepositioner. De forskrækkede og underkuede rigtige investorer genvinder modet, da de jo basalt ønsker en langsigtet placering i dette glimrende rederi- og olieselskab, men de er blot blevet skræmt bort i et kampspil med rigtige penge som indsats. Sådan er Børsens virkelighed også – det er ikke kun pæne slipseklædte mænd med ansvarlig fremtoning.

 Udsigten for den kommende uge er således en fortsat kamp om retningen i APM aktien, der snart må nå frem til en afslutning af salgsbølgen. De positive muligheder er således det perspektiv man skal fokusere på som investor, og udfordringen består derfor i at ”time” sine ekstra køb bedst muligt i forhold til det sandsynligvis kunstige kurspres som er opstået under Fixernes angreb.

 Økonomiske nyheder – uge 8

Mandag er amerikansk helligdag, Presidents Day, hvor børserne er lukket.

 Tirsdag fremkommer ingen vigtige nøgletal.

 Onsdag udsendes referatet af det seneste møde i centralbankens rentekomite, FOMC, hvor en ny renteforhøjelse blev besluttet. Desuden offentliggøres forbrugerpristal fra USA, dvs. inflationen, og den ugentlige status for udviklingen i olieforsyningen.

 Torsdag har Tyskland IFO erhvervsbarometertal. Den svenske Riksbanken afholder rentemøde.

 Fredag udsendes en opgørelse for salget af varige forbrugsgoder i USA.

 Selskabsnyheder – uge 8

Mandag udkommer regnskaber fra Københavns Lufthavne, A. & O. Johansen og Bonusbanken. Orkla og Schering er vigtige europæiske regnskaber. USA børserne er lukket.

 Tirsdag er der tyngde bag nyhederne med Carlsberg, Sydbank og Fionia Bank. I Europa gælder det Handelsbanken, Transatlantic, MAN, Barclays Bank, Scottish & Newcastle og Cadbury Schweppes. USA har to vigtige regnskaber, nemlig fra Wal-Mart og Home Depot.

 Onsdag drejer det sig om Nordea, GN, TDC, SIS International, Djurslands Bank og Kreditbanken. Andre selskaber er Nera (konkurrent til Thrane & Thrane), BASF, Deutsche Börse og Heineken.

 Torsdag har vi i Danmark resultat fra Alm. Brand, SimCorp, Sparbank Vest, IC Companys og Egetæpper. Fra Europa i øvrigt omfatter det DnB NOR, RWE, Continental, Pearson (udgiver af Financial Times mv.), Reuters, Safeway og Lafarge. Amerikanske regnskaber udgøres af Gap Inc. og Nordstrom.

 Fredag har Per Aarsleff Q1 i sit skæve regnskabsår. Europæiske regnskaber kommer fra InBev (et af verdens største bryggerier), Belgacom, Lloyds TSB og WPP Group.

 

 

 

Home ] Up ]

Send mail to uffe@keyinvest.dk with questions or comments about this web site.
Copyright © 2005 KEYINVEST
Last modified: 02/25/05